Hvorfor?

Den 18 December 1995, muligvis den værste dag i mine forældres liv. Dengang var de så fulde af glæde. Der var sjov, grin, smil og følelser jeg slet ikke kunne forklare... Tingene ændrede sig og efterhånden som jeg fik karakterer, begyndte de at se ned på mig. Det var den dag det startede.
Jeg blev ældre, kommer fra en velhavende familie, får okay karakterer, men det er bare ikke godt nok for dem. Det at ens far sætter sig ned ved siden af en og kigger en dybt i øjnene og siger "søn, jeg er dybt skuffet over dig" den følelse kan ikke beskrives.
jeg er selv meget stolt over det jeg har udrettet, at ligge mellem 4 og 12 i karakter... at have tabt mig 35kg siden mine "fede" år...
Mine penge er gået til gode gerninger og alle mine penge skal doneres til velgørenhed så snart jeg har fået dem.
Min efterskole har derfor været min billet væk hjemmefra... det har givet mig frihed, men med frihed kommer smerte.
Lige nu er der kun en ting der betyder noget for mig, pigen jeg holder af. Der har været et kæmpe drama, mere end nogen af os kunne klare. Jeg er knust... aldrig har jeg grædt så meget... aldrig har jeg følt mig mere skyldig... jeg holder helt vildt meget af hende og har gjort det i snart 6 måneder... det er hårdt og jeg ville ønske at livet var nemmere mellem os to, men det er ikke sådan verden vil have det.
Jeg ved ikke hvad jeg ville, ærlig talt ville jeg ønske vi kunne være sammen og bare nyde livet. Hvis det ikke er muligt, hvorfor er det så heller ikke som venner? hvorfor skal alt være så FUCKING kompliceret... Det brænder dybere end min fars ord og alt andet han ville kunne gøre imod mig.
Det betyder så meget for mig at den pige har det godt. ligemeget hvad det kræver om så det skal tage livet af mig...
Udover det har jeg nogle fantastiske mennesker i mit liv som jeg for altid burde takke og som jeg altid vil være taknemmelige for!
jeg har så mange at sige undskyld til... jeg ved ikke hvordan det endte sådan, men det skete...

For alt i verden tak til: Ditte, Louise, Belinda, Sara Sofie, Nina, Mathias, Christoffer, Søren og Virkelig tak Mille!!! Tak fordi du er dig og er fantastisk! tak fordi i alle er som i er og fordi jeg aldrig fik sagt det ordentligt til jer...
Derudover Undskyld til: Ditte, Louise, Nina og Camilla Juul.
Jeg ved ikke helt præcist hvad der er sket, men hvis i har det godt så kan jeg ikke være gladere... Jeg ville ønske at alt løste sig så jeg kunne bruge efterskolen som et fristed for mine forældre... Der er så meget der ikke blev sagt...