jeg har tabt alt idag... jeg har smidt alt, men det er nødvendigt jeg bløder fra et indevendigt sår der ikke kan lukkes... im in the middle of my darkest hour...
det virker som om at den tid jeg bruger med venner og ja bare alle... det virker som om at alle jeg holder af kun er sammen med mig fordi de føler de bliver nødt til det... som om jeg ikke er deres ven..
når jeg har det dårligt siger de ingenting... når jeg er ved at få de bedre siger de "sig til hvis jeg kan gøre noget"
Det jeg har brug for en gang imellem er, at en eller anden kommer hen og giver mig et kram eller bare siger hey.
Men det sjovt når jeg går og har det dårligt, så ignorerer de mig... det sårer mig... for det er lige nøjagtigt der jeg har brug for et kram eller noget godt...
men så meget er jeg åbenbart ikke værd for folk... og det er helt i orden...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar